Adjunkten - Historie
Palæstinakonflikten

Staten Israel 1948

Den 29. november 1947 vedtog FN en delingsplan for Palæstina (se kort). Ifølge planen skulle jøderne have ca. 58% af området, mens araberne fik de resterende 42%. Ingen af parterne skulle have Jerusalem, der i stedet skulle være under international kontrol. 33 lande stemte for og 13 imod, heriblandt de arabiske lande, som slet ikke accepterede FN's ret til at dele området op. 10 lande undlod at stemme, men planen var altså vedtaget med et klart flertal.

Kort over FN's delingsplan 1947

Da englænderne forlod Palæstina udråbte zionisterne i maj 1948 staten Israel i henhold til delingsplanen. Israels arabiske naboer angreb straks og startede den krig, som Israel siden har kaldt 'uafhængighedskrigen', der sluttede med en våbenhvile (ikke en fredsaftale!) i 1949. Israel tilkæmpede sig i krigen 78% af Palæstina. Ifølge delingsplanen skulle de have 58%.

Ca. 750.000 arabere valgte/var nødt til at flygte fra Palæstina, mens ca. 150.000 blev i Palæstina. De områder, som delingsplanen havde tildelt palæstinenserne blev erobret af Egypten (Gaza-striben) og Jordan (Vestbredden). Palæstinensernes jord blev konfiskeret af den nye israelske stat. 374 palæstinensiske byer og landsbyer blev jævnet med jorden og udstykket til nye israelske borgere.

Palæstinenserne var dermed statsløse.

I dag er flygtningeproblemet et væsentligt spørgsmål i konflikten. Nogle palæstinensere kræver at flygtningene fra 1948 skal have lov at vende tilbage. Nogle israelere hævder, at palæstinenserne selv frivilligt forlod Israel for at kunne vende tilbage, når krigen var ovre.


Kilder: Palæstina-info.dk - artiklerne "Spirerne til konflikten" "Et historisk overblik". Sidst revideret 28.02.2006

© ? | xhtml | css | Adjunkten | Følg mig på Twitter | Min Google+ profil | Del | Til toppen