Adjunkten - Historie
Palæstinakonflikten

Fredsprocessen 1991-2000

George Bush og Mikhail Gorbatjov kort efter murens fald. Den kolde krig er slut.

En ny verdensorden

I 45 år havde international politik været præget af frygten for en atomkrig mellem Sovjet og USA. Regionale eller lokale konflikter blev fedtet ind i magtkampen mellem USA og Sovjet, der ønskede udbredelsen af hver deres samfundssystem. Berlinmurens fald i 1989 og Sovjets efterfølgende kollaps betød at Den kolde krig var slut. Dermed var risikoen for atomkrig også faldet kraftigt. I en vis forstand havde USA og Sovjet i spidsen for hver deres blok af allierede, reguleret og dikteret international politik. De to supermagter brugte deres vetoret i FN, hvis deres interesser for alvor var truet. Terrorbalancen afskrækkede supermagterne fra at angribe hinanden.

Men hvordan ville verden blive med kun én supermagt?

Golfkrigen 1990-91

I august 1990 besatte Saddam Husseins Irak den lille oliestat Kuwait. Palæstinensernes leder Yassir Arafat valgte at støtte Saddam Hussein i håbet om, at han kunne blive den stærke mand, som kunne forene alle arabere i kampen mod Israel. Samme dag vedtog FN en resolution (660), der fordømte Iraks besættelse og krævede en betingelsesløs tilbagetrækning. Sovjet stemte sammen med USA i sikkerhedsrådet.

Saddam Hussein nægtede at lystre FN, når Israel ikke havde trukket sig ud af områderne besat efter 6-dages krigen i 1967. Dette synspunkt havde/har mange arabere stor forståelse for. Gælder FN's resolutioner ikke for alle?

Hussein forsøgte at drage Israel ind i krigen ved at fyre missiler af mod Israels hovedstad, Tel Aviv. Hvis Israel svarede igen, risikerede konflikten at eskalere til en krig mellem Israel og dets naboer. USA overtalte Israel til at holde sig udenfor. Formelt var det en international FN-styrke, der drev Saddam Hussein ud af Kuwait. Reelt var det USA, der vandt en knusende sejr og fik demonstreret sin overlegne militære styrke. Alle vidste nu, at verden havde 1 supermagt.

Saddam Husseins henvisning til Palæstina-konflikten udstillede de vestlige landes dobbeltmoral: Hvorfor skulle Saddam Hussein adlyde en FN-resolution om tilbagetrækning fra Kuwait, når Israel trodsede FN mht. tilbagetrækning fra Vestbredden og Gaza?

I en tale til den amerikanske kongres d. 6. marts 1991 sagde George Bush bl.a.:

"En ordentlig fredsaftale må basere sig på FN's Sikkerhedsråds resolutioner nr. 242 og 338 og princippet om land for fred. Dette princip må videreudvikles til at kunne give Israel sikkerhed og anerkendelse og palæstinenserne legitime politiske rettigheder. Alt andet vil svigte det dobbelte krav om retfærdighed og fred. Tiden er inde til at løse den arabisk-israelske konflikt." (Quandt s. 496.)

Osloaftalen 1993

I 1991 lykkedes det USA's udenrigsminister James Baker at overtale politiske ledere fra Syrien, Libanon, Jordan og Israel til at mødes til en fredskonference i Madrid. Det vanskeligste problem var at finde repræsentanter for palæstinenserne, som israelske politikere ville tale med. Israel nægtede at forhandle med PLO, som havde gennemført adskillige terroraktioner mod Israel. Problemet blev løst ved en fælles jordansk/palæstinensisk delegation, med palæstinensere, der ikke kom fra de besatte områder. Det kunne både Israel og PLO acceptere. Alene at bringe parterne til samme forhandlingsbord i Madrid var en stor bedrift. Forhandlingerne fortsatte i al hemmelighed i flere arabiske hovedstæder og endte tilsidst i Oslo. Dette førte i 1993 nærmest sensationelt til Oslo-aftalen, der blev indgået mellem Israels ministerpræsident Rabin og PLO-leder Arafat, der efterfølgende gav hinanden et berømt håndtryk.

Billede af håndtryk

De vigtigste elementer i Osloaftalen var anerkendelse af Israel og selvstyre til palæstinenserne:

Der var mange ting, som der ikke var en løsning på, men man aftalte at sætte en fredsproces igang - problemerne skulle løses hen ad vejen. Osloaftalen lignede et stort skridt fremad for en fredsaftale, for nu anerkendte Israel og PLO for første gang hinandens ret til at være i området. Men både jødiske og palæstinensiske ekstremister var imod fredsprocessen.

Det lykkedes også at få en fredsaftale i stand mellem Israel og Jordan, der jo sammen med lande som Syrien, Libanon, Iran og Saudi-Arabien stadig ikke anerkendte Staten Israels ret til at eksistere. Nu var Israel anerkendt af 2 naboer: Egypten og Jordan. Der er omkring 3 mio. palæstinensiske flygtninge i Jordan.

Yassir Arafat og Rabin modtog Nobels fredspris for deres arbejde - mange håbede at fredsprocessen endelig ville føre til fred i regionen

Palæstinensisk selvstyre i Gaza og Vestbredden

Ifølge Oslo-aftalen skulle der etableres et palæstinensisk selvstyre i Gazastriben og Vestbredden. PLO med Arafat i spidsen skulle omstille sig fra at være en guerillaorganisation til at være ansvarlig statsmyndighed. Det var ikke let - og det gik ikke så godt. Arafat var reelt diktator i selvstyret, der både var korrupt og udemokratisk. Arafat sad fx. på 60 jobs i regeringen, ansatte sine venner og brugte internationale støttemidler på sin kone. I 1998 var 25% af den palæstinensiske arbejdsstyrke ansat i selvstyrets regering og var derfor selvfølgelig afhængige af selvstyret.

Modstand mod Osloaftalen

På palæstinensisk side var Hamas og PFLP imod fredsaftalen. Hamas anerkendte ikke Israels ret til en stat i Palæstina, de ønskede at fortsætte den væbnede kamp bl.a. for at de mere end fire millioner palæstinensiske flygtninge kunne vende tilbage.

Som palæstinenser skulle du altså tage stilling til, om du ville støtte en korrupt og udemokratisk Arafat og fredsprocessen eller terrororganisationer som Hamas. I 1996 skulle der være valg til selvstyrets "Folketing". Alle andre end Arafats parti 'Fatah' boykottede imidlertid valget, da de afviste hele fredsprocessen. Arafat og PLO havde bestemt ikke opbakning fra alle palæstinensere til at forhandle med Israel.

Den israelske regering havde også deres at slås med. Fanatisk religiøse jøder nægtede at opgive jord, som Gud havde lovet dem. Israelske bosættere på Vestbredden og Gaza var imod fredsprocessen. I 1995 blev Rabin myrdet af en ekstremistisk jøde, for at "forråde" Israel og i 1996 vandt Likud-partiet, som var modstandere af fredsprocessen, parlamentsvalget i Israel.

Hamas og PFLP fortsatte deres terroraktioner med selvmordsbomber ind i Israel, og Israel nægtede derfor at leve op til deres del af aftalerne. Israel overskred fristerne for tilbagegivelse af territorium, og man kunne ikke blive enige om Jerusalems status, spørgsmålet om de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage og de israelske bosættelser i de besatte områder.

Bill Clinton inviterede til endnu en runde forhandlinger på hans landsted Camp David i 2000. Israels leder Ehud Barak og palæstinensernes leder Arafat forsøgte igen, og denne gang var de meget tæt på en aftale, men det mislykkedes. Angiveligt var det Jerusalems status, man ikke kunne enes om.

Fredsprocessens tidsfrister var således overskredet mange gange. Den palæstinensiske skuffelse over fredsprocessens manglende resultater blev til åbent oprør i september 2000, da Israels nye leder Ariel Sharon besøgte Øst-Jerusalem. Det blev opfattet som om Israel ville beholde dette område, som man ifølge planerne skulle have forhandlet om for længst.


Arbejdsspørgsmål:

  1. Lav jeres egen oversigt over væsentlige begivenheder i konflikten fra 1991-2000 på grundlag af teksten.
  2. Hvorfor ville Saddam Hussein ikke lystre FN op til Golfkrigen?
  3. Kunne USA ikke helt undvære FN i den nye verdensorden ?
  4. Hvad er forskellen på en fredsaftale og en fredsproces ? Hvad var Osloaftalen?
  5. Hvad fik Israel / hhv. PLO ud af at indgå en aftale? Hvem fik mest ud af det?
  6. Hvem var modstandere af fredsaftalen - hvorfor?
  7. "Som palæstinenser skulle du tage stilling til… " - hvem ville du/I støtte, hvis… - begrund.
  8. Hvem/hvad/hvorfor stoppede fredsprocessen?

Litteratur:

Sidst revideret 13.01.2009

© ? | xhtml | css | Adjunkten | Følg mig på Twitter | Min Google+ profil | Del | Til toppen