Adjunkten - Dansk
Romantikken

"Labyrinten" fra 1793 er en usædvanlig rejseskildring, da den rejsendes følelser og oplevelse af rejsen er vigtigere end beskrivelser af rejsemålet. Uddraget er fra starten af bogen.

Jens Baggesen

Jens Baggesen: "Labyrinten" 1793 (uddrag)

Forerindring

"Labyrinten?" hører jeg alle dem raabe, som tager denne Bog i Haanden, for at læse det første Blad - "Labyrinten?" - og seer ganske tydelig alle de sammenpressede Læber, rynkede Næser, forlængede Hager, plirende Øine og opskudte Skuldre, hvormed hin eller denne i sit særegne Gebærdesprog ledsager dette"?" og i et Smil eller Skoggerlatter udtrykker sin medlidende eller haanende Studsen "Hvorfor ikke simpelvæk Reise o.s.v.? Hvortil dog uophørlig disse søgte Besynderligheder?" - "Jeg seer ikke mindste Grund til denne Titel", siger A - "Der er ikke mindste Vittighed deri", melder B - "Den er dum!" udbryder C - "Tydsk er den, vildtydskl" raaber D - "Smagfuld kan man i det mindste ikke kalde den", mumler E - "Den er baade søgt, overflødig, grundløs, uvittig, dum, tydsk og smagløs!" ender F - og slænger Bogen bort i sin billige Ærgrelse.

De har alle Ret, mine Herrer! jeg tilstaaer det. Men om De paa samme Grund vilde fordømme alle andre Titler, fra den prægtigste til den uanseeligste, jeg kiender, vilde De ogsaa have Ret - og da det nu eengang er bleven Skik og Brug, at døbe Bøger, saa vel som Mennesker, vilde De maaskee finde slet ingen Titel ligesaa søgt, ligesaa urimelig og ligesaa smagløs, som nogen anden, hvoraf De fordre umiddelbar Tilfredsstillelse.

Jeg har valgt denne Titel, fordi jeg fandt den passende - den eeneste nødvendige Egenskab, en slig bør have efter min Theorie om Titler. Jeg vilde have ladt det blive ved simpelvæk Reise o.s.v., hvis jeg ikke havde fundet, at blot denne Benævnelse, i Følge Talebrugen, havde lovet noget ganske andet, og noget meget mere, end jeg fandt min ringe Evne i Stand til at holde.

Nærværende Reise er virkelig en Labyrint - eller endnu egentligere: et Stykke af den Labyrint, det faldt i min Lod at giennemvandre fra Vuggen til Graven. Dens regelløse, i allehaande Vinkler og Bugter fremløbende Krinkelgange contrastere saa meget med de regelrette, snoerlige, efter en strax i Øiet faldende Plan anlagte Gader, man er vant til i de egentlig graphiske Værker, man besidder under Navn af Reiser - at jeg ikke trøstede mig til, ubetinget at fremstille min i disses glimrende Klasse, og derved berettige Publikum til en Sammenligning, hvorved den nødvendigen maatte tabe alt for meget.

Ofte paa min Omvandring i denne Labyrint, naar jeg stødte paa een eller anden Mærkværdighed, gjorde Bekiendskab med een eller anden overordentlig Adamsøn, eller henryktes ved et Blik af een eller anden ualmindelig Evadatter - især naar jeg i Naturens Favn, omgiven af alle Edens Fortryllelser, tidobbelt følte min Skabers Godhed, og i Midten af Jordens Underværker paa Toppen af himmelopstigende Fielde tilbad den Eviges Almagt - ofte naar jeg saaledes giennemstrømt af Beundring, Andagt og Tilbedelse, overvældet af min Lyst, fandt mig for svag til at bære, for uværdig til at bære den eene - brændte det Ønske i mit Hierte, at maatte kunne dele min Nydelse, og meddele de Følelser, den tændte eller nærede i mit Inderste. Da jeg ved Vandringens Ende langsom tilbageløb i Erindringen min labyrintiske Vei, samlede de vigtigste, skiønneste, elskeligste Gienstænde paa samme, og tilsidst i eet eeneste overskuende Blik sammenfattede til eet Ganske de mangfoldige Phønomener, fremsprang i min Forestilling af dette Chaos en lille subjectiv Verden - som jeg ønskede at give objectiv Virkelighed.

Jeg spurgte mig selv, paa hvad Maade jeg nærmest vilde komme til dette Ønskes Opfyldelse, og fandt efter langsomt og tidt giennemveiet Overlæg, at følgende Vei vilde være den gienneste til Maalet.

Du maa stræbe, sagde jeg, ved saa meget som mueligt at sætte Læseren ind i dig selv og din Forfatning, at føre ham den selvsamme Vei, du er kommen, og vise ham de selvsamme Gienstænde, aldeles fra den selv samme Side, hvorfra du har beskuet dem - saa at hans Aand ved Enden af din Reise kan siges, ikke saa meget at have læst, som selv at have - giort den. Du maa give dig selv aldeles til Priis, hvis du vil, at din Nydelse skal blive hans, og ikke bedrage ham med en fremmed, som aldrig har existeret, som mangler den vigtigste Egenskab, den, som allene kan give den et Værd, og uden hvilken den vilde være skadelig som al Vildfarelse - Sandhed.

Naar jeg undtager de blot tællende, maalende, afstikkende, copierende og silhouetterende Beskrivelser af blot synlige Gienstænde, visse nyttige Fingre have beriget Geographien med under Navn af Reiser, og som man maaskee ikke urigtigen alle kunde indbefatte under Navn af de mathematiske - i hvis ordentlige Afdelinger man blot giør Bekiendskab med den livløse Verden, eller egentligst med Materiens Figurer, og ligesaa forgieves leder om Phønomener af Aandeverdenen, som om Liv i et Kunstcabinet - naar jeg undtager disse, for Resten meget agtbare og i mange Henseender umistelige Haand-Værker, holder jeg for, at intet er nødvendigere i en Reise end en Reisende; thi forekommer mig i Værket meer end blotte mathematiske Objecter, indeholder Beskrivelsen andet end Tal, Navne og Figurer, tales om Behagelighed, Skiønhed, og Høihed, lever eller aander blot Naturen deri, og fremstilles endog Mennesker i samme - anderledes end under Rubrikerne: Hanner og Hunner, sorte og hvide, bydende og lydende, vilde og tamme, adelige og uadelige, rige og fattige, o. d. l. - er Reisen, kort sagt, ikke blot tællende, men prøvende, ikke blot maalende, men veiende, ikke blot afstikkende, copierende og silhouetterende, men malende, ikke blot mathematisk - men dynamisk - saa hænger Rigtigheden af min Dom om Objecterne aldeles af min Kundskab om det Glas, hvorigiennem jeg beskuer dem. I hine er Glasset almindeligt for alle; thi alle komme overeens om, at to og to giør fire, at en Triangel er ingen Fiirkant, og at sort er ligesaa forskiælligt fra hvidt, som Natten fra Dagen. Man kunde derfor næsten ligesaa gierne sige, at alle hine Ting sees med blotte Øine. Disse derimod betragtes aldrig uden giennem Glas, og aldrig giennem de selv samme. Over Graden af Skiønhed i hint eller dette Natur- eller Kunst-Landskab, over Graden af moralsk Fortræffelighed i hin eller denne Menneske-Charakter ere sielden tre, end sige alle Mennesker fuldkommen eenige. Læseren løber altsaa ligesaa meget Fare for at faae et aldeles falskt Begreb om det seete, hvis han ikke kiender det mindste til Glasset, hvorigiennem det blev seet, som Styrmanden om sin Bredde, naar han ikke kiender Magnetnaalens Afvigelser.

(...)

Enhver Menneskelig Rytter rider igiennem Verden paa sin særegne Kiephest; og man tager mærkelig Feil, om man troer, at han, naar det falder ham ind at reise udenlands, lader den staae hiemme. Tvertimod, saa længe han er i Rolighed kan det vel hænde, at han i temmelig lang Tid lader den staae i Stalden, og blot af og til giør en Tour derpaa, som man siger; men medens Reisen varer er han gemeenligen altid i Trav eller fuld Galop paa Ryggen af samme. For nu at bedømme Ridtet er det ikke af Veien, at kiende Hesten og dens Nykker. Veed man at den er meget skye, for Exempel, begriber man lettere visse Spring til Siden for somme Gienstænde, uden at tillægge disse, der i sig selv kunde være meget uskyldige, Aarsagen. Og, sandelig! heri finder jeg den vigtigste Grund og den afgiorteste Ret til at fordre i det mindste Vink om en Forfatters Tilstand og Tænkemaade - især naar han viser mig Mennesker igiennem sit Glas - for nemlig ikke at giøre dem Uret, og tillægge dem Egenskaber og Særheder, som de maaskee ingensteds have, uden i hans individuelle Forestilling.

Hvor usigelig nødig vilde jeg, ved den utilgiveligste af alle Forsømmelser, nogensinde berettige til en almindelig, ubetinget, umild Dom om endog den ringeste af mine Medskabninger! Himlen bevare mig! Jeg skulde selv vide, at min Dom om hint eller dette ofte bestemtes af min Uerfarenhed, min Sygdom, mit Lune, min indskrænkede Forstand, min Mangel paa didhørende Kundskaber, og mine særegne Fordomme - og forsætlig eller skiødesløs dølge dette for Læseren? Nei! Man kalde det Automanie, Egoisme, Jegsyge, hvad man vil - heller vil jeg fremstille mig i min hele Svaghed end giøre mig skyldig i en virkelig Forbrydelse mod andre. Hvad Beskyldningen for Selvlyst for Resten angaaer, trodser jeg alle dens Storme i Havnen af min egen Samvittighed.

Man tillade mig, at berøre endnu en anden Punkt, hvori jeg endnu mere har afveget fra den almindelige Slendrian i lignende Værker.

De fleste reisende Forfattere lade blot deres Legemer flyttes, medens deres Siele, saalænge denne Fremflytning varer, blive staaende - som fasttryllede ved et Underværk - urokkeligen paa selvsamme Sted. De ere paa den første Station ligesaa sindrige, skiønsomme, kloge, erfarne, fornuftige, og siældannede, som paa den sidste. Læseren seer ingen Grund til deres Reise; thi deres Iagttagelser vare ligesaa fine, deres Domme ligesaa skarpsindige, da de tiltraadde, som da de endte den. Skade! udbryder man med Rette, at de ikke bleve hiemme! de vare jo allerede saa viise, som deres Fædreneland kunde forlange det! de vidste jo allerede saa meget, som man omtrent kan vide, og lidt til! - Eller er en Reise da ikke, efter Bacos, Lockes, Rousseaus, og saa mange andre paalidelige Dommeres Kiendelse, en Skolegang? Hvorledes gaaer det til at man i nederste Lectie er allerede ligesaa færdig til Academiet, som i øverste? og hvi gav man sig da den Umage, Skridt for Skridt at giennemgaae dem alle?

Jeg indseer ikke hvad den reisende Forfatters Uforanderlighed kunde svare herpaa, undtagen det oven anførte: "Det er blot mit Legeme, som har flyttet sig" Men det er, i mine Tanker, med andre Ord: Hele Reisen er et grundløst Phantom, uden Sandhed, uden Virkelighed - en Reise, som ingen har giort, da jeg selv ikke har giort den - en reen Modsigelse fra Begyndelsen til Enden, en Bevægelse uden Materie og en Materie uden Bevægelse. Nei, sagde jeg til mig selv, i det jeg satte mig ned for at bringe min allerede holdte Dagbog i Orden, forkaste det overflødige deraf, tilføie hvad der manglede, og pynte det hele - nei! sagde jeg, i det jeg strax stødte paa Bemærkninger og Omdømmer, som forekom mig halve, skiæve, og umodne, og fristedes til i deres Sted at anbringe dem, som nu faldt mig ind, og som jeg umueligen dengang havde været i Stand til - du skal ikke begaae denne Uredelighed! Om det ikke er at giøre dig klogere end du er, saa er det, at giøre dig længere klog end du har været det. Ogsaa dette er Pralerie. Og hvor vilde Sandheden i din Bog blive af ved denne Fremgangs - eller rettere: Stilstands-Maade? Nei! al din Omsorg indskrænke sig til Foredraget - til Indklædningen af din Materie! denne selv blive, som den var, at du dog ved Bekiendtgiørelsen af dit Arbeide - skulde det end blive nok saa maadeligt, skulde det end lykkes nok saa slet - kan trøste dig med den Bevidsthed, at have leveert Verden een virkelig Reise mere.

(...)

Passet

Klokken 9 skulde Paketbaaden afgaae. Alt mit Tøi var allerede ombord. Selskabet, jeg skulde reise med, opholdt sig i Nærheden af Toldboden, for paa Skipperens Vink at indborde sig. Man meldte mig, at Klokken var over otte - der var den yderste Hast - "Giv mig deres Pas," sagde Professor Cramer, "saa vil jeg besørge det i Forveien..." - Pas? sagde jeg; jeg har ikke drømt om Pas! Er et Pas nødvendigt for at komme levende bort fra København? - "Saa nødvendigt, som en Luftkugle for at komme levende bort fra Jorden." - "De havde bedre kunnet glemme alt andet," sagde en anden - "De havde ligesaa got kunnet glemme Dem selv," sagde den tredie.

Her vare gode Raad dyre - Man udstæder ingen Passer om Søndagen - og... Lykkeligviis var Manden i Huset, hvor jeg opholdt mig, Raadmand.

"Herr Raadmand! jeg har taget mig den Friehed, at lade dem opkalde, for at give mig et Raad i en vis Forlegenhed. Jeg skal afgaae med Paketbaaden i dette Øieblik, og jeg har intet Pas?"

"De maa gaae til deres Vert, for at faae en almindelig Qvittering for alt, og gaae med den til Raadmand**." svarte Raadmanden.

Jeg styrtede ned af Trapperne, og standsede ikke min Fart før midt paa Østergade, da en pludselig Betragtnings Feber angreb mig med rystende Kulde: Klokken er næsten 9! Klokken 9 slet letter Skipperen! Din lille Kuffert med alle Nødvendigheder er i Skibet! alt det øvrige du eier i denne Verden, fra Bailes Lexicon til den umage Sølv-Ermeknap, der udgiør din hele Fædrene-Arv, er indsluttet i Frue B*s forladte tillukte Værelser! Din Sundhed, Munterhed, og hele tilkommende Velfærd hænger af denne Reise! Din Vaaning i Kiøbenhavn er opsagt! Selv dine Manuscripter ere indsluttede... Alle disse Forestillinger gav mig den fuldstændigste Koldfeber: Du har intet Pas!

Man kommer ikke vidt i denne Verden med stillestaaende Betragtninger. Skuepladsen var udenfor en Galanteriebod. Det faldt mig ind at Frue*** for nogle Dage siden før jeg endnu tænkte paa at reise bort, havde bedt mig kiøbe sig et Par Flasker Bergamotte. Intet er nødvendigere, end at skynde dig, tænkte jeg, for, om mueligt, at faae et Pas, og komme tids nok tilbage dermed - her er den yderste Periculum in mora - og gik ind i Boden for at tilhandle mig et Par Flasker. Da jeg ingen Smaapenge havde, maatte jeg vexle en Seddel. Under Vexlingen, som gik meget langsom for sig, randt det mig i Sinde, at mine Medreiserinder i Indpaknings Tummelen mueligviis kunde have glemt at sørge for vellugtende Vande, der er meget nødvendigt ombord for Damer - "det er varmt i Luften, Kahytten er lille, vi ere ti Personer deri - kort sagt: noget vellugtende kan være saare nødvendigt." Jeg kunde ikke andet end giøre min Betænksomhed en Compliment ved denne Leilighed - og gav mig ret sindigen til at probere de forskiællige Sorter for at vælge den stærkeste - fik endelig een fat, som syntes mig den passeligste - betalte - og stod igien med mine tre Flacons paa Gaden.

Som en Lynstraale foer her den Tanke giennem mit Hoved, at jeg var paa Veien til min Vert og Raadmand **, at Tiden jeg havde tilovers næsten var udrunden, og at det var egentligen meer et Pas, end lugtende Vand, jeg skulde hente. Mine Fødder fik herved pludselig Vinger, jeg fløi meer end gik; men i Flugten stødte de tre Flasker sammen i min Lomme - jeg maatte for ikke at knuse dem ved min hæftige Bevægelse gaae sindigen og langsomt - og kom endelig paa denne Maade til min Vert.

Han skrev mig en Qvittering, og jeg besørgede imidlertid i god Magelighed de to Flasker til Frue ***. Jeg tog derpaa atter Fod i Haand, raskere end før, efter at have udlosset de to Flasker, og kom pustende til Raadmand ***s Port. Jeg ringede. Der kom langt om længe en Pige, og lukte op: "Herr Raadmanden er ikke rigtig opstaaet." Saa vil jeg opvarte ham paa Sengen, sagde jeg - "jeg skal melde det til Tieneren," sagde hun. Tieneren kom: "Herr Raadmanden er aldeles ikke staaet op." "Ligemeget! Jeg skal tale med ham" - - "Ja! jeg skal melde Dem." Tieneren kom ud igien: "Herr Raadmanden skal barberes i dette Øieblik." - "Jeg vil tale med ham ubarberet". Tieneren ind og ud igien: "Herr Raadmanden er indsæbet." "For tusind Raadmænd!" - brød jeg ud - og løb stærkt op og ned i Salen, - "en Raadmand burde aldrig lade sig barbere! en Raadmand burde aldrig være glat om Hagen! Afskyelige Misbrug! Forbandede Afskaffelse af den gode gamle, ærværdige, for alle Passøgende beqvemme Skik, da Raadmænd havde lange Skiæg, og ved ingen Sæbe sinkedes i deres Audienzer!" Klokken er Ni, sagde Repeteer-Uhret. Jeg stillede mig hen for det, og betragtede hvert Ryk af Secundviseren; aldrig har et Uhr syntes mig at have et ærgerligere Physiognomie - hvert Ryk syntes mig en spottende Mine, hvert Slag et Skieldsord. Jeg havde kunnet slaae det med knyttet Næve lige i Ansigtet. Jeg vendte mig fra det igien, gned mine Hænder, beed Læberne sammen, lukte Døren op, slog den i igjen, stampede med Fødderne - og det ubarmhjertige Uhr slog en uudslukkelig Latter op over min Forlegenhed i en uendelig Vækkeklang.

Endelig fremtreen den ragede Raadmand, saa glat om Hagen, som et nyfødt Menneske. Jeg forklarte ham allegro prestissimo min Forlegenhed; han svarte mig, at jeg havde giort vel i, om jeg Dagen før havde tænkt derpaa - at man om Søndagen ingen Passer uddeelte - og, at han overalt ikke havde dermed at giøre - altsammen i den uudholdeligste Adagio. Jeg drev det endelig saa vidt ved de heftigste Forestillinger, at han gik over til Largo, med at fortælle mig hvorlunde Herr Passkriver L** allene kunde redde mig af denne Knibe; at samme boede i Viingaardstræde, hvor det harmoniske Selskab harmonerer; og bevidnede mig i øvrigt paa den høfligste Maade af Verden sin Medlidenhed. Viingaardstræde ligger, som hele Verden veed, ligesaa langt fra Raadmand**s Gaard, som Asien fra Europa ved Dardanellerne. Jeg holdt det altsaa for raadeligt, da jeg var kommen Halweien, at stige ind i en tom Hyrevogn. Jeg kom hen til Gaarden, gik ind, til een Dør, til den anden, til den tredie - endelig fandt jeg i Baggaarden en Skabning i Pigedragt, som berettede mig, at Hr. Passkriveren ikke boede der længer, men var flyttet til Compagniestrædet for et par Dage siden. Saa har da hele Pas-Amtet sammensvoret sig til din Undergang? raabte jeg og løb ned igiennem Viingaardstrædet for at naae en anden tom Hyrevogn, hvori jeg satte mig, og kiørte til Compagniestrædet. I det jeg steeg ud, erindrede jeg først, at jeg ikke vidste Nummeret paa Huset - og altsaa kunde gaae Huus fra Huus den hele Dag inden jeg fandt Pascomptoiret. Jeg foresatte mig virkelig dette - og begyndte med yderste Taalmodighed min Leden. Ingen vidste af det at sige, jeg ledte om. En Haarskierer var saa artig at følge mig hen til et Huus, som han formodede var det rette. En Lieutenant havde rigtig nok boet der, og var reist til Norge. Mat og aandeløs kom jeg omsider til en Kielder, hvor man sagde mig, at Passkriveren rigtig nok boede der i Gaden; men var med sit hele Huus kiørt ud paa Landet tidlig i Morges -

Jeg havde nu næsten opgivet alt Haab. Klokken var saa mange at jeg kunde formode, Skipperen alt havde lettet. Holdt! raabte jeg i denne min Beængstelse til en forbifarende Hyrekudsk, kiør mig et Steds hen! Hyrekudsken holdt stille - Jeg skal kiøre for Jomfrue Winther, sagde han - og saae sig om: "See! der gaaer Grev***** i Kirke!" - "Hvor? hvad?" - "Den Mand hist henne i den graa Frakke! ja paa min Salighed! er det Grev***** ja!" klitsk! klask! og han kiørte videre.

Jeg er ikke een af disse Mirabiliariis (contra quos cautum me fedt Deus meus,* som Augustinus siger) der finde Mirakkel i enhver Ting hvis Aarsag ikke ligger lige for deres Næse, og umage Himlen for at løse hver Knude indtil Knuden paa deres Strømpebaand; men jeg kan ikke nægte, at dette besynderlige à propos syntes mig, og synes mig endnu, saa himmelfaldent som noget andet Tilfælde af den Historie jeg kiender - fra Solens Stillestaaen i Gideon til min Stillestaaen paa Østergade. Jeg lader mig nøie med dette Vink til videre, for ikke ved at ville løse Knuden i dette Tilfælde, at overskiære Traaden i min Fortælling.

"Deres Excellence tilgive mig, at jeg standser samme! Den falder pludselig, som ned af Himmelen for mig i denne Gade - jeg er i den yderste Forlegenhed - i Begreb med en Reise til Badet skal jeg afgaae i dette Øieblik med Paketbaaden - og - jeg har intet Pas" - - - "Det skulde I have tænkt paa i Gaar" - - - "Ganske rigtig, Deres Excellence! det veed jeg; men det veed jeg først i Dag." - - - "Hvem er I?" - jeg sagde ham mit Navn - - - "Jeg kiender Jer ikke" - "Det er ikke min Skyld, Deres Excellence! men kiendt eller ukiendt, haaber jeg, at denne lykkelige Kendelse, som lader mig træffe Deres Excellence her, redder mig af min Forlegenhed" - - - "Jeg kan ikke hielpe Jer * Vidundersyge, som vor Herre har lært mig at tage mig i agt for. heri, min kiære Baggesen, jeg har intet med Passernes Uddeling at giøre; gaae til Passkriveren!" - - - "Han er ikke hiemme, han er paa Landet." - - - "Paa Landet? det er slemt, at I ikke betænkte det i Gaar; jeg kan ikke hielpe Jer; men i Aften kommer Passkriveren vist hiem igien; thi han kan ikke blive nogen Nat paa Landet." - - - "Men jeg kan ikke bie nogen Time længer! Skipperen letter maaskee i dette Øieblik." - - - "Oh! nei! Vinden er jo stik imod! - (Hans Excellence saae op paa Skyerne og Nicolai Kirke Fløi - Vinden var netop fuldkommen med.) Skipperen gir sig vel Tid; slaae Jer til Rolighed." - - - "Jeg kan ikke slaae mig til Rolighed, Deres Excellence! vær i det mindste saa god, at sige mig, om et Beviis fra Hans Durchlauchtighed, Prindsen af Augustenburg, kan tiene mig ved denne Leilighed isteden for Pas?" "Kjender I Prindsen af Augustenborg?" - "Jeg har den Lykke, Deres Excellence" - - - "Min kiære Baggesen! (han klappede mig paa Skuldrene) jeg vilde gierne hielpe Dem om jeg kunde; men hør dog - gaae ned til Raadmand ***" - "Jeg har alt været hos ham, han sagde mig, som Deres Excellence, at han intet havde dermed at giøre" - - - "Ja det er rigtig nok; men hils ham kun fra mig, at han gierne kan udstæde Dem et overordentligt Pas, og antegne det, saa skal jeg i dette Tilfælde indestaae derfor." - "Jeg takker Deres Exellence for denne Artighed." - "Farvel min kiere Baggesen. Lykke paa Reisen!"

Jeg løb nu af alle Kræfter den lange Vei ned til Raadmanden igien. Han var i Begreb med at klæde sig paa. Jeg maatte atter bie et halvt Qvarteer, som forekom mig evigere end alle de foregaaende. Endelig kom han ind. Jeg fortalte ham mine Hendelser og mit lykkelige Møde, og efter nogen Overveielse, tog han sin Hat, og bad mig følge med til Raadhuset. Der fandt vi en Skriver, som lod os vide, at Passkriveren havde taget Nøglen med til Pulten med Blanketterne i. Alt Haab var nu udslukt - og min Pas-Fortvivlelse var paa sin høieste Spidse.

Men Skiebnen, eller hvad det er, som man saa tankeløs belægger med dette Navn, vilde, at jeg skulde reise - og da jeg ikke kunde reise uden Pas, og da et Pas ikke kan blive til uden Blanket, havde den med en over al menneskelig Anstalt ophøiet Forsigtighed besørget en saadan ned imellem Væggen og Pulten saaledes, at en Flip deraf stak frem og røbede mig hvad jeg søgte. Det var en virkelig Blanket - vi opdagede den alle tre næsten i et og samme Øieblik - og Passet blev i en Hast færdigt.

Jeg havde det i mine Hænder. Det begeistrede mig til den skiønneste Taksigelses-Tale der nogensinde er strømmet fra mine Læber - og Raadmanden og jeg bleve meget gode Venner. Han raadte mig for min Sundheds Skyld - thi jeg havde virkelig ikke mange Livsaander tilbage - at tage en Vogn til Toldboden. Jeg var saa lykkelig strax at finde een i Wimmelskaftet. Kiør, sagde jeg, alt hvad Tøiet kan holde, til jeg raaber Stop i Bredgade. Han kiørte.

Niels Klim kan ikke have været gladere over sit Testimonium academicum, end jeg over dette Pas. Troyas, den hellige Gravs, og nu nyelig Oczakovs Erobring har ikke indgivet deres Seiervindere mere triumpherende Følelser, end dets Erobring indgav mig. Imidlertid blev jeg dog eenig med mig selv om, at det første, jeg vilde besørge herefter, naar jeg reiste fra Kiøbenhavn til Kiel, skulde være et Pas.

"Holdt!" raabte jeg udenfor ***s, og sprang op ad Trappen. Der stod skrevet paa Døren med hvide Bogstaver: Du forefinder alt paa Toldboden. "Kiør," raabte jeg igien, "som om Døden var os i Hælene, til Toldboden!" Hendeisen havde givet mig den raskeste Kudsk i hele Kiøbenhavn. Han kiørte, som Kong Antiochus Epiphanes's, da han fik sin Ormsyge og styrtede bag af Vognen. I tre Minuter var jeg hos mit Reiseselskab, der aldeles havde opgivet Haabet om mit Komme. Det var netop det yderste Øieblik.

En Sluppe laae færdig for at bringe os ud til Paketbaaden. Vi pakkede os i samme tilligemed vore Levnetsmidler. De tilbage blivende stode paa Broen. Sluppen gleed med os ud i Søen; min Reises første Dags Iliade var forbi, og Odysseen begyndte.

(...)

Kilde: ADL


Arbejdsspørgsmål

  1. Hvorfor mener Baggesen ikke man kan sammenligne hans rejseskildringer med andre i samtiden?
  2. Fortælleren omtaler et glas - hvad er det en metafor for, og hvorfor er det vigtigt at vide noget om dette glas? Hvilke andre metaforer bruger han med samme betydning ?
  3. Hvad fortæller Baggesen om "Labyrinten"s tilblivelse?
  4. Er teksten romantisk ?

© ? | xhtml | css | Adjunkten | Følg mig på Twitter | Min Google+ profil | Del | Til toppen