Adjunkten - Dansk
Romantikken

Adam Oehlenschläger: "Guldhornene" (1803)

  1. De higer og søger
    i gamle Bøger,
    i oplukte Høie
    med speidende Øie,
    paa Sværd og Skiolde
    i muldne Volde,
    paa Runestene
    blandt smuldnede Bene.
  2. Oltids Bedrifter
    anede trylle;
    men i Mulm de sig hylle,
    de gamle Skrifter.
    Blikket stirrer,
    sig Tanken forvirrer.
    I Taage de famle.
    „I gamle gamle
    hensvundne Dage!
    da det straalte i Norden,
    da Himlen var paa Jorden,
    giv et Glimt tilbage!“
  3. Skyen suser,
    Natten bruser,
    Gravhøien sukker,
    Rosen sig lukker.
    De øvre Regioner
    toner!
    De sig møde, de sig møde,
    de forklarede Høie,
    kampfarvede, røde,
    med Stierneglands i Øie.
  4. „I som raver i blinde,
    skal finde
    et ældgammelt Minde,
    der skal komme og svinde!
    Dets gyldne Sider
    skal Præget bære
    af de ældste Tider.
    Af det kan I lære.
    Med andagtsfuld Ære
    I vor Gave belønne.
    Det skiønneste Skiønne,
    en Møe
    skal Helligdommen finde!“
    Saa synge de og svinde.
    Lufttonerne døe!
  5. Hrymfaxe den sorte
    puster og dukker
    og i Havet sig begraver.
    Morgenens Porte
    Delling oplukker,
    og Skinfaxe traver
    i straalende Lue
    paa Himlens Bue.
  6. Og Fuglene synge.
    Dugperler bade
    Blomsterblade,
    som Vindene gynge.
    Og med svævende Fied
    en Møe hendandser
    til Marken afsted.
    Violer hende krandser.
    Hendes Rosenkind brænder,
    hun har Lilliehænder.
    Let som en Hind
    med muntert Sind,
    hun svæver og smiler;
    og som hun iler
    og paa Elskov grubler —
    hun snubler!
    og stirrer og skuer
    gyldne Luer,
    og rødmer og bæver
    og zittrende hæver
    med undrende Aand,
    af sorten Muld,
    med sneehvide Haand,
    det røde Guld.
  7. En sagte Torden
    dundrer!
    Hele Norden
    undrer!
  8. Og hen de stimle
    i store Vrimle,
    og grave og søge
    Skatten at forøge.
    Men intet Guld!
    Deres Haab har bedraget.
    De see kun det Muld,
    hvoraf de er taget.
  9. Et Sekel svinder!!
  10. Over Klippetinder
    det atter bruser.
    Stormenes Sluser
    bryde med Vælde.
    Over Norges Fielde
    til Danmarks Dale
    i Skyernes Sale,
    de forklarede Gamle
    sig atter samle.
  11. „For de sieldne Faae
    som vor Gave forstaae,
    som ei Jordlænker binde,
    men hvis Siele sig hæve
    til det Eviges Tinde,
    som ane det Høie
    i Naturens Øie,
    som tilbedende bæve
    for Guddommens Straaler,
    i Sole, i Violer,
    i det Mindste, i det Største,
    som brændende tørste
    efter Livets Liv,
    som — o store Aand
    for de svundne Tider!
    see dit Guddomsblik
    paa Helligdommens Sider,
    for dem lyder atter vort Bliv!
    Naturens Søn,
    ukiendt i Løn,
    men som sine Fædre,
    kraftig og stor,
    dyrkende sin Jord,
    ham vil vi hædre,
    han skal atter finde!“
    Saa synge de og svinde.
  12. Hrymfaxe den sorte
    puster og dukker,
    og i Havet sig begraver.
    Morgenens Porte
    Delling oplukker,
    og Skinfaxe traver
    i straalende Lue,
    paa Himlens Bue.
  13. Ved lune Skov
    Øxnene trække
    den tunge Plov,
    over sorten Dække.
  14. Da standser Ploven,
    og en Gysen farer
    igiennem Skoven.
    Fugleskarer
    pludselig tier.
    Hellig Taushed
    alt indvier.
  15. Da klinger i Muld
    det gamle Guld.
  16. Tvende Glimt fra Oldtidsdage
    funkler i de nye Tider.
    Selsomt vendte de tilbage,
    gaadefyldt paa røde Sider.
  17. Mystisk Helligdom omsvæver
    deres gamle Tegn og Mærker.
    Guddomsglorien ombæver
    Evighedens Underværker.
  18. Hædrer dem, thi Skiebnen skalter!
    snart maaskee de er forsvunden.
    Jesu Blod paa Herrens Alter
    fylde dem, som Blod i Lunden.
  19. Men I see kun deres Lue,
    ikke det ærværdigt Høie!
    Sætte dem som Pragt tilskue
    for et mat nysgierrigt Øie.
  20. Himlen sortner, Storme brage!
    Visse Time du er kommen.
    Hvad de gav de tog tilbage.
    Evig bortsvandt Helligdommen.

Kilde: Kalliope.org


Arbejdsspørgsmål:

  1. Del teksten op i nogle hovedafsnit, så I kan skitsere handlingen.
  2. Find universalromantiske træk i digtet. (brug Litteraturens Veje)
  3. Hvilken opfattelse af digteren er der i digtet?
  4. Hvad bestemmer historiens gang?

© ? | xhtml | css | Adjunkten | Følg mig på Twitter | Min Google+ profil | Del | Til toppen